Datavarehuset

Datavarehuset er et vigtigt redskab for skoleledere til at orientere sig i skolens data og bruge disse informationer til at styrke en datainformeret læringsledelse.

Folkeskolereformens erklærede mål er, at alle børn skal blive så dygtige, som de kan, og at de skal trives. Disse mål kan blandt andet monitoreres ved hjælp af de nationale test og de nationale trivselsmålinger.
I det vedhæftede eksempel tages der udgangspunkt i trivselsmålingerne, og her beskrives, hvordan
indsigt i data kan danne fundament for iværksættelse af tiltag, som kan fremme elevernes trivsel i skolen.

Trivselsmålingerne – et værktøj i arbejdet med resultatstyring og kvalitetsudvikling

Alle børn skal trives - det er en af målsætningerne bag folkeskolereformen. En central forudsætning for at opnå dette mål er at have viden om, hvordan trivslen er på den enkelte skole. Er trivslen høj i forhold til kommune- og landsniveauet? Og er trivslen den samme på tværs af køn og klassetrin? Som en del af en resultatbaseret skoleledelsesstrategi kan Datavarehuset besvare disse spørgsmål.

Inden man når så langt er det imidlertid nødvendigt, at man i ledelsen og forvaltningen på folkeskoleområdet gør sig klart, hvad trivsel dækker over. De nationale trivselsmålinger er udformet, sådan at de måler på fire former for trivsel hos eleverne:

  • Faglig trivsel
  • Social trivsel
  • Elevernes oplevelse af støtte og motivation i undervisningen 
  • Elevernes opfattelse af ro og orden i klassen.

Disse fire former giver et differentieret billede af elevernes trivsel og kan give et overblik over, hvor en given skole er lige nu. Samtidig kan de skabe klarhed i forhold til, hvor den pågældende skole ønsker at være i fremtiden, og hvordan den kommer derhen.

Et eksempel på brug af Datavarehuset

Under relaterede filer øverst til højre på denne side vises et eksempel på, hvordan man kan bruge Datavarehuset i forhold til trivselsmålingerne.

Generel brug af Datavarehuset som udgangspunkt for udvikling

Data om trivselsmålingerne er blot et udsnit af de data, der er tilgængelige i Datavarehuset. Udover trivselsmålingerne er der data om nationale testresultater, karakterer ved 9. klasses afgangsprøver, kompetencedækning, inklusion mv.

På samme måde som beskrevet i eksemplet om trivselsmålingerne kan man gå på opdagelse i disse data for at afdække og få viden på skole-, kommune- og landsniveau. Ligesom trivselsmålingerne kan disse bruges som led i en datainformeret skole- og forvaltningsledelse og hjælpe i forhold til udformningen af initiativer, der skal styrke elevernes faglighed, kvaliteten af folkeskolerne og meget mere.

Udarbejdet af Mathilde Ledet Molsgaard, specialkonsulent i STIL (Styrelsen for IT og
Læring)

Maj 2017

Emneord