Sociale medier

Her finder du en række sociale medier, som du kan bruge til at variere arbejdsformerne i undervisningen, samtidig med at du styrker elevernes digitale kompetencer.

Google+

Google+  logo
© Google

Google+ er et socialt netværk, som integrerer mange forskellige Google-produkter så som Google documents, Google Groups, Picasa webalbum og Gmail.

I Google+ kan man målrette, hvad man deler med hvem. Det kaldes cirkler. Der, hvor Google+ bliver rigtig interessant for undervisere er i "hangouts", som er et chat-element. Man starter simpelthen et "hangout", og dermed et video chatroom. Det udløser en besked til ens cirkler, så vennerne ved, at man "hænger ud". Dernæst kan op til 10 venner deltage på en gang i ens "hangout".

Funktionerne i et "hangout" gør det oplagt til at anvende til gruppearbejde i undervisningen.

  • Man kan vise resten af deltagerne, hvad man har på sin egen skærm.
  • Man kan samarbejde på et Google Doc.
  • Man kan se videoer sammen,
  • Man kan lave skitser sammen, mens man taler.

Læs mere om hvordan du kan bruge et hangout her på Google+.

Mulighederne for samarbejde, gruppearbejde, chat og produktion af film er store på Google+. Se også Chris Brogans liste: 50 ting om Google+.

Facebook

Facebook logo
© Facebook

På facebook kan dine elever samarbejde skriftligt på tværs af tid og rum. De kan lære noget om, hvordan man opfører sig passende online. Her kan eleverne dele deres eget indhold og nemt distribuere det til andre. Eleverne kan opmuntres til at være kreative, udtrykke sig, kommunikere og fremhæve deres talenter og erfaringer.

Læreren kan oprette en facebookgruppe for klassen. Bemærk, at siden bør være sat op til at være privat, således at elevernes privatliv beskyttes.Vær også opmærksom på facebooks listefunktion.

  • Lad eleverne oprette facebooksider for karaktererne i filmen, som man normalt ville lave personkaraksteristik over. Lad karaktererne knytte sig til hinanden som venner, lad dem skrive til hinanden og dele tanker og drømme på vægopslag.
  • Eleverne kan skrive anmeldelser af de enkelte film og dele dem med hinanden.
  • Opret afstemninger for film, for mulige afslutninger på filmene eller for noget helt andet.
  • Få direkte kommunikation med filmenes producenter via facebook.
  • Nyhedsfunktionen kan anvendes til at udsende opgaver til elever.
  • Del særlige interessante websider med hinanden.
  • Elevernes egne produktioner kan let deles via Facebookgruppen.
  • Eleverne kan samarbejde online på dokumenter via Microsoft Office Web Apps til Facebook. Her kan de oprette og redigere dokumenter uden at skulle forlade Facebook.

Mange elever har i forvejen en Facebookside. Når Facebook anvendes i undervisningen, er det en glimrende mulighed for at give elever en mere kritisk holdning til, hvad de læser på nettet. Her skal den sunde fornuft anvendes både online såvel som offline. Der er stærke holdninger for og imod Facebook. Lærere kan diskutere erfaringer og overvejelser med at at anvende sociale medier i undervisningen på denne Facebookside.

Facebook har mange apps, som er velegnede til undervisningsbrug. Her er nogle af dem: SlideShare, NewsRack, Flashcards, UdutuLearn og UdutuTeach, Quiz Monster, SurveyGizmo, StudyGroups, PeerPong.

Wikispaces

Wikispaces  logo
© Wikispaces

Opgaver, elevproduktioner, samarbejde - det hele kan komme online på få minutter. En wiki er en slags kombination af et worddokument og en webside. En større gruppe mennesker kan samarbejde online om indholdet af en wiki, bare de har adgang til en webbrowser.

En wiki kan bruges til det samme som en blog og en webside. Styrken ligger i, at mange kan redigere samtidig. Desuden kan man:

  • Debattere: Alle wiki har eget diskussionsforum
  • Dele: Både dokumenter, medier og pdf'er kan deles
  • Fremvise sine præsentationer
  • Lave referater af lektioner, film, aktiviteter mv.
  • Lave kladder og lade andre kommentere på sine kladder
  • Lave en webside til hver elev, hvor de kan præsentere og diskutere deres produktioner
  • Samarbejde om at redigere, således at eleverne redigerer hinandens produktioner

Hold kan også samarbejde online via programmet PBworks, som både fås i en gratis basal udgave og i en klasseudgave, som koster en smule.

På både wikispaces og på PBworks kan man lægge video og lyd ind, se hvem der ændrede hvad og gendanne sider med få klik.

Prezi

Prezi  logo
© Prezi

Prezi er et kommunikationsredskab, som egner sig til at organisere, præsentere og dele elevernes produktioner.

Der er mulighed for, at flere kan arbejde sammen på præsentationen. Man kan skrive, opsætte billeder, YouTube filmklip, links, pdf-filer m.m. Alle elementer kan nemt flyttes, skaleres og roteres.

Prezi kan bruges til lineære, visuelle præsentationer, som mindmap og som hjælp for eleverne til at forstå komplekse sammenhænge.

Se en video om præsentationer med Prezi på Skoletube.dk.

Fildelingstjenester

YouTube logo
© YouTube

At dele sine filer giver sociale muligheder. Ikke mindst, når ens venner ser dem, kommenterer på dem og derefter deler dem.

Videoer kan deles på YouTube, musik på Flickr og fotos på Picasa.

Det er ganske enkelt at oprette en konto på YouTube. Hvis man allerede har en Google-konto, kan man også anvende den til at tilgå YouTube.

  • På YouTube kan man indhente viden, finde tutorials og andet til at bruge i undervisningen.
  • Videoerne kan lægge op til en god diskussion om afsender og troværdighed - og dermed styrke elevernes kritiske sans overfor nettets uendelige informationer.
  • YouTube kan naturligvis også anvendes som delingstjeneste for elevernes egne produktioner. Desuden kan eleverne finde relevante videoer til brug for egne præsentationer, som så kan indlejres i deres Prezi, PowerPoint eller Wikispaces.

YouTube har også mulighed for særlige private områder for skoler: YouTube for Schools.

Blogs

Word Press logo
© WordPress

En blog er en slags webside, som bliver organiseret i tid, så den ligner en dagbog. Den er som et online-magasin med kontinuerlige nyheder og opdateringer, der engagerer bloggens læsere. Hvert indlæg har sin egen adresse (URL), og det nyeste indlæg er altid øverst på forsiden. Kendetegnene på en blog er korte indlæg, man kan følge den og kommentere på indlæggene via en widget/applikation.

På en blog kan klassen diskutere, samarbejde, indgå i dialog med hinanden samt kommentere på hinandens holdninger. En blog kan f.eks. anvendes til at:

  • Skrive filmanmeldelser og personkarakteristikker på
  • Opbygge et kompendium gradvist, hvor alle eleverne samarbejder om at poste indlæg
  • Lave en linksamling om film
  • Træne elevernes kreative skrivekompetencer og sproglige bevidsthed

Brug blogger.com for nybegynderen og Wordpress for den øvede.

Læs mere ...

På Fremskridtslaboratoriet kan du læse om samarbejde via nettet samt finde flere guides og inspiration til at anvende sociale medier i din undervisning.

Produceret i samarbejde med

Centre for Undervisningsmidler

Centre for Undervisningsmidler har ansat 30 fagredaktører med solidt kendskab til pædagogik og undervisning til at udvikle fagsiderne til de gymnasiale uddannelser på EMU (STX/HF). Fagsiderne udvikles og vedligeholdes i samarbejde med de faglige foreninger og Undervisningsministeriet.

Se mere om samarbejdet her.

CFU findes også på EMUen. Siderne vedligeholdes af CFU selv - se her. Her kan skolerne søge information om landsdækkende aktiviteter, ligesom man kan finde CFU-centrenes lokale websites.

cfu-v1.png

Relaterede links

Artikel af Kirsten Brohuus Lund: De sociale medier og brugen af IT i undervisningen har endnu ikke vundet stor udbredelse i uddannelsessystemet. Det rummer imidlertid nogle potentialer, der både kan fremme læring, samarbejde, motivation og et godt undervisningsmiljø. De unge bruger i høj grad de sociale medier i deres privatsfære, men det er sjældent at se de nye sociale medier anvendt i en formel læringskontekst i danske uddannelsesinstitutioner.